Vælg en side

Terapi eksempler

Psykoterapeut og psykoterapi

Fantasi som øjenåbner i psykoterapi

I psykoterapi kan en klients fantasi og forestillingsevne være en meget værdifuld ressource til at bevidstgøre ellers ubevidste følelser, behov og erindringer.

Som det fremgår af denne lille “case-story” fra min tid som psykoterapeut, kan vi arbejde rigtig kreativt med at få “skeletterne ud af skabet” og få kontakt til psykisk indhold, som klienten måske ellers har fortrængt og glemt.

På alle 4 år af ID Psykoterapeut uddannelsen lærer du en lang række psykoterapeutiske metoder til at anvendende klientens fantasi og forestillingsevne som en kraftfuld øjenåbner i terapien.
John som var en mand på ca. 60 år opsøgte mig for at få psykoterapi, fordi han havde brug for hjælp til at blive forløst fra en stor smerte i sit liv. Han følte, at han var nærmest besat af en meget negativ og destruktiv holdning til sig selv og sine omgivelser, selvom hans ønsker var det modsatte.

John kunne ikke acceptere, at mennesker lejlighedsvist ville antyde, at han så vred ud, virkede negativ og hård eller lignende. Som han selv udtrykte det, så ville han ikke være til skade for nogen. Han mente selv at have været sine omgivelser, og ikke mindst sine tidligere hustruer rigeligt til byrde og anledning til deres lidelse, og det ville han under ingen omstændigheder udsætte flere mennesker for.

Ja, John var så konsekvent med ikke at ville opfattes som negativ, at han øjeblikkelig ville indstille et venskab eller bekendtskab, hvis den anden part gav udtryk for, at han virkede vred eller negativ. Da John som en naturlig konsekvens af at undertrykke sin vrede, osede af negativitet, ville han selvfølgelig af og til blive gjort opmærksom på sin negative udstråling. Derfor havde han på det tidspunkt hvor han kom i terapi hos mig, ikke flere venner eller bekendte. Han havde “af hensyn til deres ve og vel” afbrudt forbindelsen med alle sine sociale kontakter. Nu var han selvfølgelig frygtelig ensom og ulykkelig.

Min intuition fortalte mig, at Johns problem formodentlig var næsten ligeså gammelt som han selv, og at forløsningen skulle findes i at finde og bearbejde et eller flere traumer fra hans tidlige barndom.

Det er langt fra altid hverken nødvendigt eller relevant at arbejde med menneskers opvækst og barndom i psykoterapi, men i dette tilfælde havde jeg en stærk fornemmelse af, at John på et meget tidligt tidspunkt i sit liv havde taget en beslutning om ikke at være vred og aggressiv.
John kunne dog ikke umiddelbart forbinde sit aktuelle problem med noget konkret i sin barndom, så jeg valgte at gå andre veje.

Jeg vidste, at han var meget interesseret i kunst og spurgte ham derfor, om der var noget kunstværk som havde gjort indtryk på ham for nyligt. Det svarede han bekræftende på.

John var tydeligt følelsesmæssigt påvirket, da han begyndte at fortælle mig om et maleri, han havde set et par dage forinden.
Det var et billede af et stort mørkt skab, hvori der svævede en ildkugle rundt. Ildkuglen der var meget eksplosiv, var ifølge John spæret inde i skabet.

Jeg bad nu John beskrive både skabet og ildkuglen mere detaljeret og give en karakteristik af dem. Han beskrev skabet som stort, mørkt, hårdt og firkantet og selvfølgelig hult indeni.
Ildkuglen beskrev han som aggressiv, gloende og på nippet af at sprænge skabet i stykker for at komme ud.

Da jeg går ud fra, at alt hvad vi drømmer, fantaserer og forestiller os repræsenterer sider af os selv og hvordan disse har det med hinanden, bad jeg nu John om at leve sig helt ind i forestillingen. Jeg bad ham forestille sig, hvordan det var at være skabet og fik ham til at gentage sin karakteristik af det, men denne gang i jeg-form.

“Jeg er stor, jeg er mørk og firkantet. Jeg har en tyk skal. Jeg er lukket og der svæver en farlig ildkugle rundt inden i mig”! sagde John tydeligt påvirket. – “Det passer sgu’ meget godt på mig”, tilføjede han.

Herefter kom turen til ildkuglen.
“Hvordan er det at være en ildkugle, som er spæret inde i et stort mørkt skab”, spurgte jeg ham. “Fortæl mig om det, som om du er ildkuglen”.

“Jeg er en ildkugle”, startede John, – “Jeg er gloende varm, jeg er vred, jeg er rasende over ikke at måtte komme ud. – Om lidt eksploderer jeg, men det er farligt”! –
John holdt en pause et øjeblik, og brød så ud i noget der lød som en mellemting mellem bestyrtelse og gråd.

“hold da kæft! – Der kommer en situation op for mig fra min barndom”, udbrød han bestyrtet. “Du forbarmende, det havde jeg glemt alt om”! –

John var tydeligt rystet, da han nu fortalte om en situation fra sit barndomshjem, hvor han som ca. 4-årig havde mistet besindelsen og var gået amok og hvor hans aggressioner var løbet af med ham.
John var vokset op i et hjem, hvor der blev lagt låg på alle former for negativitet. Parolen var, at “sådan er vi ikke i vores familie”. Alle former for aggression eller negativitet blev fejet ind under gulvtæppet, hvad der var meget svært for John, der var en temperamentsfuld dreng.

En dag havde han iagttaget sin mor stå i en vaskebalje og tage bad foran kakkelovnen i stuen, og det var af en eller anden grund blevet for meget for ham. Pludselig var han styrtet over imod sin mor og var begyndt at slå løs på hende.

Episoden havde selvfølgelig negative konsekvenser for ham. For det første forstod han ikke sin egen aggressive eksplosion. For det andet følte han, at han havde meldt sig ud af familien ved at være aggressiv. Sådan var man jo ikke i den familie. Og straffet var han også blevet, og det endda rimelig kontant.
Så siden da havde han gjort sit bedste for at spærre aggressionerne inde i skabet.

I dette tilfælde var det sindets tilbøjelighed til at projicere ubevidst indre konfliktstof ud på et kunstværk, som åbnede døren til erindringen for John.

 

Relationen mellem psykoterapeut og klient som forstørrelsesglas

Forholdet mellem en psykoterapeut og en klient kan være en fantastisk mulighed for at bringe klientens smertefulde livstemaer og deres oprindelse frem i lyset.
Det er den følgende psykoterapeutiske fortælling fra mit virke som psykoterapeut et godt eksempel på.

I denne beretning er vi faktisk i gang med at arbejde psykoterapeutisk, inden klienten overhovedet får sat sig ned i terapistoen.

Når vi uddanner psykoterapeuter på Institut for Psykoterapi ved ID Academy, har vi meget fokus på forholdet mellem psykoterapeut og klient.
For nogle år siden havde en ny klient bestilt tid til psykoterapi hos mig.
På det aftalte tidspunkt bankede det på døren, og Birgit, en ca. 50-årig kvinde trådte ind af døren til mit terapiværelse.

Inden jeg overhovedet nåede at tilbyde hende en siddeplads, stoppede hun op, kiggede på mig og sagde med tydelig bekymring i stemmen:

“Sig mig Ole, – hvordan har du det”? –

Faktisk havde jeg det udmærket, – indtil jeg blev spurgt. Måske kender du det.
Du har det o.k., indtil en eller anden bemærker, at du ser træt ud, er lidt bleg eller på anden måde ikke ser ud til at trives. Næsten som en refleks begynder mange af os i den slags situationer at stille spørgsmålstegn ved, om vi nu virkelig også har det så godt som vi troede at vi havde.

Sådan reagerede jeg i hvert tilfælde lige i nogle sekunder, indtil jeg opdagede, at jeg pludselig var havnet i patientrollen. Birgit, min nye klient var i fuld gang med at drage omsorg for, om jeg nu også havde det godt, hvad jeg åbenbart ikke så ud til.

Normalt har jeg ikke noget imod at fortælle mine terapiklienter hvordan jeg har det, -hvis de da spørger, – men fordi reaktionen var så tydelig, valgte jeg at besvare hendes spørgsmål med et modspørgsmål:

“Hvorfor er det så vigtigt for dig, hvordan jeg har det”? spurgte jeg hende.

“Jo”, svarede hun, – “hvis ikke du har det godt, kan du jo ikke hjælpe mig”!

Nu ved jeg af erfaring, at terapiklienter er tilbøjelige til at tage deres fortids fortrædeligheder med ind i psykoterapien i mere end en forstand. Sædvanligvis udspiller en klient ubevidst sin barndoms relationer med sin psykoterapeut. Det var, hvad gode gamle Freud kaldte for overføring.

Klienten overfører f.eks. sit positive eller negative forhold til sin far på sin psykoterapeut, og det var lige netop hvad der skete i denne situation. Som psykoterapeut repræsenterede jeg ubevidst en slags faderfigur for denne kvinde, selvom jeg på det pågældende tidspunkt faktisk var yngre end hende.

Jeg er i det hele taget meget opmærksom på, hvilken slags “psykisk fællesøkonomi”, der opstår mellem mine terapiklienter og mig selv som psykoterapeut. Ofte ligger der værdifulde informationer om, hvad der er foregået i klientens liv, i at lægge mærke til, hvordan han eller hun forholder sig til mig som psykoterapeut.

Jeg valgte her at bruge det der skete mellem klienten og mig som en ledetråd tilbage i hendes barndom.

“Hvad minder det dig om, at du først må drage omsorg for et andet menneske, før vedkommende kan drage omsorg for dig”? spurgte jeg hende. –

Og det var lige netop det tema, som havde været en rød tråd gennem hele Birgits liv.
Efter ca. 10 minutters udforskning af Birgits barndom viste det sig, at hun allerede som 5-årig ofte havde moderrollen i forhold til sin far, der var en stærkt hypokondrisk og tilsyneladende umoden mand med depressive tilbøjeligheder. Når hun drog omsorg for ham og muntrede ham op, hvad hun ifølge eget udsagn allerede på det tidspunkt var ekspert i, ville han få det bedre og i højere grad fungere som kærlig far overfor hende. Hun måtte altså som barn tage moderrollen og fungere som forælder for det indre barn i sin far, for selv efterfølgende at kunne få lov til at være barn.

Kroppen som spirituel vejviser i psykoterapi

Det er i kroppen, at alle vores følelser bor, og det er også i kroppen, at vi finder en vigtig dør ind til vores spirituelle værenskerne, vores essens.

Derfor spiller forskellige måder at arbejde psykoterapeutisk med kroppen på selvfølgelig en vigtig rolle gennem hele ID Academy’s 4-årige psykoterapeut uddannelse.

I denne forkortede udskrift af en psykoterapi session får du her en beskrivelse af en af de metoder, som vi anvender i ID psykoTerapi, til at hjælpe mennesker med at gå ind via kroppen og endda bruge frustrationer og længsler som et springbræt direkte ind i deres essentielle selv.
Her følger en forkortet og forenklet beskrivelse af en psykoterapi session, hvor temaet omkring kærlighed og længsler bliver taget op i terapien.

Karen, som er en kvinde sidst i trediverne, er kommet i psykoterapi hos mig for at arbejde med sine frustrationer og følelse af ensomhed i forhold til sin mand. Hun savner initiativ og interesse fra hans side og længes efter nærhed og kærlighed.

Nu sidder hun i en bekvem stol overfor mig og er klar til at arbejde med problemet. Jeg beder hende lukke øjnene og slappe så godt af, som hun kan, mens jeg leder hende igennem den psykoterapeutiske proces.

Ole: “Hvor i din krop mærker du, at du mangler kærligheden?”

Karen: “Hvad mener du?”

O: “Når du føler, der mangler noget i dit liv, så er det også en kropslig oplevelse af, at der mangler noget. Hvor oplever du manglen rent fysisk – er det i brystet, mellemgulvet, maven eller et andet sted i kroppen?”

K (trækker vejret dybt): “Det gør jeg i brystet.”

O: “Hvordan føles det i dit bryst? Er det en spænding, eller føles det, som om der er hult, som om der er et hul, eller hvordan føles det?”

K: “Det gør ondt. Det er, ligesom om hjertet er krampet sammen.”

O: “Dvæl ved følelsen og træk vejret ind i den.”

K: “Puha, det har jeg ikke ret meget lyst til. Det er virkelig smertefuldt.

O: “Det forstår jeg godt, men giv alligevel dig selv lov til at indtage en nysgerrig holdning over for fornemmelsen. Det er vigtigt, at du ikke forsøger at ændre følelsen eller at få den til at gå væk, uanset hvor ubekvem den føles.”

K (Sukker dybt og går lidt modvilligt med til at undersøge den følelse, som hun plejer at undgå med alle midler): “Det gør ondt. Det føles, som om det aldrig vil høre op.”

O: “Det er vigtigt, at du ikke forsøger at få smerten til at gå væk, men holder dig selv fast på at opleve følelsen. Bliv ved med at gå med det, der sker, og være undersøgende”.

K: “Det er, som om der er hult inde under smerten. Det er, som om længslen bare er et stort hul lige midt i brystet.”

O: “Det er rigtig fint. Du oplever lige nøjagtig, hvordan det føles for de fleste af os, når vi savner. Længslen er et tomrum. Gå ind i hullet eller tomrummet og undersøg det.”

K: “Det er skræmmende tomt. Det er, som om jeg fryser og er meget lille.”

O: “Godt, træk vejret dybt og lad tingene udfolde sig helt af sig selv. Læg mærke til hvad der sker, når du blot undersøger tomrummet.”

K (Græder stille): “Det er, som om jeg ikke eksisterer, som om jeg er glemt og ikke betyder noget for nogen.”

O: “Jeg ved godt, at det kan være ubehageligt til at begynde med, men konfronter det virkeligt denne gang. Og hvis der dukker associationer eller følelser op, så lad dem endelig komme frem og fortæl mig, hvad du oplever.”

K: “Puh, hvor er det tomt og koldt”.

O: “Hvis du føler dig utryg ved tomheden, så træk vejret ind i følelsen og forsøg at give slip ind i oplevelsen.”

K (Trækker vejret dybt og tager mod til sig): “Jeg får alle mulige associationer til situationer i min barndom, hvor jeg følte mig ensom og uelsket, men det er,som om følelsen alligevel bliver mindre ubehagelig.”

O: “Bliv ved med at trække vejret dybt og tag dig rigtig god tid til at mærke og undersøge.”

K (Begynder at få farve i kinderne og se meget fredfyldt og tilfreds ud): “Det er mærkeligt, men nu føler jeg en dyb fred og ro, og savnet er fuldstændigt forsvundet.”

O: “Rigtig godt. Og hvad er din oplevelse af dig selv?”

K: “Det er meget enkelt. Jeg er bare mig, og det er dejligt. Der er næsten ingen tanker og jeg føler mig meget fyldt op af kærlighed”.

O: “Fint, lad det få lov til at brede sig ud i hele kroppen og i hele din bevidsthed. Bare giv dig tid.”
—-

Hvor enkel denne proces end måtte forekomme, så er den både meget dybtgående og meget virkningsfuld. Beskrivelsen er selvfølgelig stærkt forkortet.
Normalt vil processen tage imellem en halv og en hel time, men selve forløbet,
sådan som det er beskrevet her, er helt typisk. Klienten oplever som regel først en fysisk spænding og smerte i brystregionen og finder efter at have dvælet ved smerten et stykke tid et hulrum eller en oplevelse af tomhed bag smerten.

Når vi bevidsthedsmæssigt går ind og undersøger dette tomrum, sker der typisk tre ting:

• For det første vil de fleste af os opleve, at det er skræmmende, ukendt og
på mange måder næsten identitetsløst at bevæge sig ind i hullet.

• For det andet vil der ofte dukke associationer op til tidlige barndomssituationer, hvor vi oplevede tilsvarende følelser af ensomhed, savn og længsel.
Ofte er det en fordel at bruge tid på disse erindringer og få forløst den
smerte, som er forbundet med dem.

• For det tredje dukker vores essentielle selvfølelse stort set altid op under
smerten og tomheden. Det er, som om personligheden med sine tanker
og følelser ligger som en hinde omkring det, vi dybest set er. Gemt og
glemt under savnet, spændingerne – og misforståelserne omkring hvem
vi er – finder vi sjælen, det essentielle selv, vores grundlæggende, kærlighedsfyldte væren.

Færdigheder

Indsendt den

15. marts 2016