7 vinkler på psykoterapi

7 vinkler på psykoterapi

Indenfor ID psykoterapi illustrerer vi bl.a. psykoterapeutisk arbejde gennem en model, som vi kalder for ID-udviklingsspiralen.

Indenfor ID psykoterapi er det vores erfaring, at vi i et psykoterapi-forløb eller en dybere selvudviklingsproces naturligt kommer i kontakt med diverse livstemaer og dimensioner af psyken, som er blevet beskrevet af forskellige psykologiske og terapeutiske traditioner igennem mere end 100 år.

Hvis du kender til de forskellige psykologiske og psykoterapeutiske retninger, vil du bemærke, at hvert niveau af ID-udviklingsspiralen på en måde også er en beskrivelse af det aspekt af psyken, som har haft de forskellige psykologiske skolers hovedfokus eller primære interesse.

I stedet for at se de forskellige retninger indenfor psykoterapi som mere eller mindre rigtige, benytter vi os indenfor ID psykoterapi af den unikke indsigt i det menneskelige sind, som de ellers ofte modstridende psykoterapeutiske retninger hver især har bidraget med.

 

7 vinkler på psykoterapi

ID-udviklingsspiralen har 7 niveauer, som hver især beskriver en psykologisk tankegang, der igen stammer fra hver sin psykologiske retning.

Lad mig give et eksempel på, hvordan udviklingsspiralen kan de os ikke mindre end 7 forskellige måder både at forstå og hjælpe vores terapiklienter på.

Hvert lag af spiralen har nemlig sin egen årsagsforklaring på en terapiklients problem og derfor også i en vis grad sin egen løsningsmodel på problemet.

Forestil dig, at Lone er i terapi og beklager sin nød over et typisk parforholdsproblem.

Hun er led og ked af sine tilbøjeligheder til at kritisere sin kæreste Peter, hver gang han ikke er helt nærværende, hvad der bare får ham til at trække sig og lukke sig overfor hende. Men det er, som om Lone ikke kan styre sine følelser. Hun reagerer helt refleksmæssigt, hvis Peter ignorerer hende.

 

Psykoterapi ud fra en adfærdspsykologisk vinkel

Udviklingsspiralens første niveau

Hvis vi tager en adfærdspsykologisk vinkel på Lones problem, fokuserer vi primært på hendes adfærd og reaktioner, og hvordan vi kan få hende til at ændre sin adfærd.

Vores løsning på dette niveau af udviklingsspiralen ville altså typisk være at hjælpe Lone med at bryde med sin destruktive vane og hjælpe hende med at finde en mere konstruktiv måde at reagere på.

Det ville selvfølgelig i nogle tilfælde være relevant at hjælpe en klient på den måde. Men som oftest er adfærdsregulering ikke tilstrækkeligt til at løse vores følelsesmæssige og sociale problemer. Så indenfor ID Psykoterapi vil vi i de fleste tilfælde vælge at gå et niveau dybere og forsøge at løse problemet fra udviklingsspiralens andet niveau.

 

Psykoterapi ud fra en kognitiv vinkel

Udviklingsspiralens andet niveau

Udviklingsspiralens andet niveau handler om de psykiske “filtre”, vi oplever verden igennem. Vi sanser ikke verden objektivt, men “konstruerer” derimod hver især vores egen subjektive opfattelse af virkeligheden.

Og når vi tager denne “konstruktivistiske”, kognitive vinkel på psykoterapi, siger vi, at vores følelsesmæssige reaktioner og adfærdsmønstre i virkeligheden snarere udspringer af vores subjektive virklighedsopfattelse end af, hvad der objektivt sker omkring os.

Så når vi sætter Lones problem ind i en kognitiv forståelsesramme, overvejer vi, hvad det er for en måde Lone skal opfatte situationen på, og hvad hun skal tro om sig selv, Peter og sit parforhold, for at reagere på den måde.

En hypotese kunne i dette tilfælde være, at Lone bevidst eller ubevidst tolker sin kærestes adfærd som en afvisning og som et tegn på, at hun ikke er særlig vigtig for ham.

Vores terapeutiske forklaring er altså her, at Lones følelsesmæssige reaktion har noget at gøre med hendes måde at tænke og i det hele taget at opfatte situationen på.

Når vi arbejder ud fra dette niveau af spiralen, kunne en løsning være at hjælpe Lone med at ændre den måde, som hun opfatter kæresten og situationen på. Lone kunne lære at forstå situationen på en anden måde, og så vil hun reagere anderledes.

 

Psykoterapi ud fra en interpersonel vinkel

Udviklingsspiralens tredje niveau

Udviklingsspiralens tredje niveau handler om de roller og relationsmønstre vi indgår i, som udgør den gode eller dårlige “kemi” imellem mennesker.
Denne måde at tænke psykologisk på kaldes interpersonel psykologi.

Når vi tager denne vinkel på Lones problem, vil Vi typisk overveje, hvad det er for en rolle, som Lone tager i sit forhold til Peter, siden hun havner i en sådan smertefuld situation.

En interpersonel forklaring kunne være, at den rolle som Lone ubevidst tager i forhold til sin kæreste, udløser en afvisning hos kæresten, som så igen forstærker Lones følelse af at blive afvist. Det er altså de roller og den måde de relaterer til hinanden på, som skaber problemet.

Løsningen ud fra denne psykologiske tankegang kunne være at bevidstgøre Lone og Peter om deres roller og uheldige relationsmønster og få lavet om på den måde, deres samspil fungerer på.

Det er også en vinkel på psykoterapi, som du allerede vil blive trænet i på ID psykoterapeut Uddannelsens første år.

 

Psykoterapi ud fra en psykodynamisk vinkel

Udviklingsspiralens fjerde niveau

Udviklingsspiralens fjerde niveau handler om vores barndom og opvækst, og hvordan den har formet både vores personlighed, vores måder at relatere på, de filtre vi ser og hører verden igennem og vores konkrete adfærdsmønstre.

Psykoterapi som har speciel fokus på barndommens og opvækstens betydning i psykoterapi kaldes typisk for “psykodynamisk” terapi.

Når vi tager en “psykodynamisk” vinkel på Lones problem, vil vi typisk overveje, hvad Lone mon har oplevet i sin barndom og opvækst, siden hun har den slags problem i sit forhold til Peter.

En “psykodynamisk” forklaringsmodel ville sandsynligvis være, at det der foregår i forholdet til Peter, og den opfattelse hun har af, at han afviser hende, i virkeligheden er en genudspilning af et gammelt relationsmønster, som Lone i sin barndom havde i forhold til sin mor eller far.

Løsningen kunne her være at bearbejde Lones barndom og opvækst terapeutisk. Ved at arbejde med hendes forhold til sine forældre og traumer, svigt, uopfyldte behov i barndommen etc., kunne Lone frigøre sig fra fortiden og dermed holde op med at genudspille afvisningsproblematikkerne fra barndommen i sit parforhold.

 

Psykoterapi ud fra en eksistentialistisk vinkel

Udviklingsspiralens femte niveau

Udviklingsspiralens femte niveau handler om de alment menneskelige grundvilkår som vi alle må konfrontere os med
Det er det niveau, som handler om eksistentiel psykoterapi.

Mange mennesker opsøger en psykoterapeut, fordi de har eksistentielle problemer. Eller også dukker de eksistentielle problemstillinger op under terapien med barndommen og opvæksten.

I Lones tilfælde kunne vi eksempelvis overveje, hvorfor Lone som barn er blevet så præget af hendes forældres afvisning.
En eksistentialistisk forklaring ville typisk være, at det gjorde hun, fordi hun som lille på den måde blev konfronteret med tilværelsens alment menneskelige grundvilkår, dvs. med dødsangst, isolation, meningsløshed eller lignende.

Løsningen i en eksistentielt orienteret psykoterapi kunne være, at Lone får arbejdet med at erkende og acceptere sin grundlæggende alenehed og får set den dødsangst i øjnene, som allerede i hendes tidlige barndom gjorde afvisningen fra hendes mor så skræmmende og traumatisk.

 

Psykoterapi ud fra en humanistisk vinkel

Udviklingsspiralens sjette niveau

Udviklingsspiralens sjette niveau handler om at udfolde det potentiale som vi kommer til verden med at aktualisere vores
værdier og vores personlige mening med livet.
Det er, hvad man kalder for humanistisk psykoterapi.

Humanistisk psykologi og psykoterapi handler nemlig om at udvikle vores egentlige menneskelige potentiale. De eksistentielle grundvilkår får os til at søge efter meningen med livet, er med til at afklare vores værdier, gør os i bedste fald mere medfølende og etiske, og kan i sidste instans føre til aktualiseringen af det essentielle selv, vores dybeste autentiske Selv.

En løsning i humanistisk psykoterapi kunne gå ud på at hjælpe Lone med at bevidstgøre og integrere de af hendes medfødte potentialer, som vil sætte hende i stand til at konfrontere aleneheden, få rummet og accepteret sine opvækstvilkår og skabe nye og mere ressourcefyldte måder at leve sit liv på.

 

Psykoterapi ud fra en transpersonel vinkel

Udviklingsspiralens syvende niveau

Det syvende niveau af udviklingsspiralen handler om vores inderste essentielle kerne

Hvis vi ønsker at trænge helt ind til kernen af udviklingsarbejdet, kunne vi vælge at lade psykoterapien bevæge sig ud over personlighedens grænser, sådan som ordet personlighed sædvanligvis forstås.
Det er, hvad man kalder for “transpersonel psykoterapi”.

Vi kunne spørge, hvad denne ovennævnte udfoldelse af det personlige potentiale på det dybeste plan er et udtryk for.

Svaret kunne her være, at vi alle bevidst eller ubevidst længes efter den sjæl eller essentielle væren, som udgør vores inderste kerne, og som er bevidsthedsmæssigt forbundet med alle andre levende væsener. Hvad nogen ville kalde det guddommelige.

Her er vi altså inde på det transpersonlige niveau, som især østens mystik har beskrevet i årtusinder, men som også de senere årtier har været genstand for stigende interesse i psykologiske kredse i vesten.

Løsningen på dette niveau er at opdage, at personligheden med alle sine reaktionsmønstre, sådan som vi normalt forstår den, er en illusion. Under alle de selvbilleder og den selvforståelse, som vores personlighed grundlæggende består af, og som primært er resultatet af vores sociale tilpasning under opvæksten, gemmer sig en dybere og mere oprindelig identitet.

Personligheden er i virkeligheden en erstatning for vores dybeste oprindelige natur.

Det transpersonlige arbejde består i gradvist at bryde identifikationen med de begrænsende selvbilleder som personligheden består af og realisere vores essentielle selv.
Hermed oplever vi ikke længere os selv adskilt fra nogen eller noget. I stedet oplever vi sammenhæng og harmoni med de omgivelser, vi lever i.

Det kræver imidlertid overordentlig meget af en psykoterapeut at arbejde med transpersonel psykoterapi. Det kan ikke udelukkende læres som teknik, men kræver en lang og dybtgående bearbejdning af de foregående niveauer og en intensiv mangeårig bevidsthedstræning. Så psykoterapeut uddannelsen på ID Academy giver i bedste fald inspiration til denne proces.

Færdigheder

Indsendt den

12. september 2015