ID Psyko-terapeuten

Psykoterapeut med rummelighed og accept

En ID psykoterapeut er i stand til at skabe en atmosfære af rummelighed og accept omkring sig selv og klienten.

Hvis vores medmennesker skal have tillid til os som psykoterapeuter, må vi være i stand til at møde dem uforbeholdent, som de er.

Mange mennesker har i forvejen vanskeligt ved at acceptere bestemte sider af sig selv, så hvis vi som psykoterapeuter også har svært ved at acceptere de samme sider af os selv, vil klienterne hurtigt opfange det, uanset om vi åbent udtrykker det eller ej.

Forudsætningen for udvikling af rummelighed og accept er, at vi selv er fortrolige med vores egne skyggesider. Derfor er det en vigtig del af ID Academy’s psykoterapeut uddannelse, at du som psykoterapeut-studerende gennemgår en dyb personlig udvikling, hvor du erkender, accepterer og integrerer både positive og negative sider af din egen personlighed.

Ærlig og ligeværdig psykoterapeut

En ID-terapeut er ærlig og direkte over for sin klient på en måde, som er konstruktiv, og som samtidig respekterer klientens integritet.

En psykoterapeut, som kommunikerer sine følelser og tanker åbent og helhjertet, vil skabe et respektfuldt og ligeværdigt forhold til sine klienter. Det vil oftest i sig selv fremkalde både åbenhed og parathed hos klienten.

Den 4-årige ID psykoterapeut uddannelse er derfor også en fortløbende træning, der har det som en meget høj værdi, at gøre de psykoterapeut-studerende endnu mere ærlige og ligefremme i deres omgang med andre.

Psykoterapeut med intuition og psykologisk indsigt

Psykologisk indsigt og en veludviklet intuition hos en psykoterapeut er en forudsætning for virkningsfuld psykoterapi.

Som ID psykoterapeut er du i stand til at skelne mellem de umiddelbare problemstillinger og ønsker, som dine terapiklienter giver udtryk for, og de dybereliggende ubevidste følelser og behov, som ofte ligger bagved det umiddelbare.

Det fordrer bl.a., at du er i stand til at skelne mellem de mere eller mindre bevidste signaler, som kommer fra hhv. klientens bevidste rationelle jeg, fra det førbevidste mere irrationelle psykiske forsvarssystem, og fra det “essentielle selv”, som er vores egentlige værenskerne.

Uden tilstrækkelig livserfaring og psykologisk indsigt vil du som psykoterapeut ikke have den modenhed og intuition, der er forudsætningen for at kunne opfange og tolke dine klienters mere eller mindre ubevidste nonverbale kommunikation.

En menneskelig og psykologisk uerfaren psykoterapeut vil alt for nemt tage fejl af symptomer og årsager, og komme til at hjælpe mennesker med at uddybe deres problemer i stedet for at løse dem. psykoterapeutiske teknikker og metoder kan ganske vist læres på kort tid, men evnen til at vurdere hvor, hvornår og hvordan de skal anvendes, kræver både indsigt og modenhed hos psykoterapeuten.

Igennem hele den 4-årige ID psykoterapi uddannelse fokuserer vi derfor meget på din psykiske udvikling og modning under uddannelsesforløbet, ligesom vi lægger stor vægt på, at du får en stor psykologisk indsigt og bliver rigtig god til at afdække de forskellige lag af klienternes personlighed og identitet.

Psykoterapeut med situationsfornemmelse og kreativitet

En ID psykoterapeut har situationsfornemmelse og er kreativ i sin arbejdsform.

Det vil sige, at du som ID psykoterapeut er uddannet til at være så fintfølende og fleksibel, at du er i stand til at vælge terapeutisk arbejdsform afhængigt af hvem klienten er, og hvilke problemer og behov, vedkommende måtte komme med.

Ligeså lidt som man bliver en god kok af at kunne alverdens kogebøger udenad, ligeså lidt bliver du en god psykoterapeut af at lære alverdens terapeutiske teknikker og processer udenad.

En dygtig kok ved en masse om smags- og ernæringsstoffer, konsistens og udseende, og om hvordan de forskellige råvarer kan sammensættes til nærende og velsmagende retter.

På samme måde må dit udgangspunkt som professionel psykoterapeut være, at du for det første har fået en virkelig dyb forståelse for det menneskelige sind, og hvordan det fungerer.

For det andet må du være i stand til at praktisere psykoterapi ved kreativt at udnytte de naturlige forandringsprocesser, som det menneskelige sind fungerer efter.

En ID-terapeut guider ikke sine klienter gennem trinvise psykoterapeutiske “opskrifter”. Som ID psykoterapeut indretter du dig derimod efter den enkelte klients individuelle personlighed og hjælper dine klienter med at finde deres egne indre svar og løsninger.

Derfor fokuserer ID Academy’s psykoterapeut uddannelse meget på, at de psykoterapeut-studerende dels forstår det menneskelige sind og det enkelte menneskes unikke personlighed fra så mange vinkler som muligt, og dels forstår forandringsprincipperne bag forskellige psykoterapeutiske skolers metoder.